”På et sted som Herlufsholm er det vigtigt, at man har ja-hatten på”. Citat Kristian von Hornsleth, i dagens udgave af BT. Nej, denne klumme kommer ikke til at handle om Herlufsholm, eller Kristian von Hornsleth, selvom jeg uden tvivl ville kunne fylde flere klummer med holdninger til begge. Men Hornsleth kunne faktisk ikke have indkapslet bagtankerne bag min første bog bedre.

Herlufsholm er så langt fra det eneste sted i vores lille kongerige, hvor ja-hatten er ikke bare voldsomt efterspurgt, men ligefrem påkrævet, for at kunne begå sig socialt. Det er blevet en fuldt accepteret, anerkendt og velanset adfærd, som vi jævnligt opfordres og, for en dels vedkommende som Hornsleth, opfordrer til. At have ja-hatten på.

”Man skal have en positiv indstilling til det der system”, igen citat Hornsleth, med reference til systemet på Herlufsholm, underforstået, at har man ikke ja-hatten på, bliver det svært at fungere. I systemet. Og i dette ene tilfælde må jeg jo erkende, at jeg er enig med Hornsleth. Nødtvunget. Og realistisk nedslået.

Denne klumme er ikke markedsføring af nej-hatten. Den er heller ikke markedsføring af ja-hatten. Den er en observation af og refleksion over en, i mine øjne, udbredt social adfærd i vort samfund. Nemlig vigtigheden af en positiv indstilling, for dybest set at kunne være. Og jeg kan naturligvis allerede høre de kritiske røster, som vil undres over, hvad der dog på nogen måde kan være galt med en positiv indstilling. Eller den forventelige reference til, at det nu engang er sådan verden ser ud, hvorfor en positiv indstilling blot vil hjælpe dig på livets vej, som til tider kan være en barsk omgang. Det ved eleverne på Herlufsholm. Det ved Hornsleth. Det ved vi alle.

Der er intet galt med en positiv indstilling. Med mindre der er grund til ikke at have en positiv indstilling. Og det hænder jo.

Min første bog med titlen ”Evnen til at være asocial” er et samfundskritisk satirisk blik på det, jeg betragter som problematikken ved den evige ja-hat. Ved entydigt at fremhæve den positive indstilling som den rigtige, også – og måske især – i situationer, hvor vi klart burde have valgt en anden hat, er min oplevelse, at vi ikke bare undertrykker andre holdninger og følelser, som dybest set burde have været toneangivende. Vi ender med at tilsidesætte evnen til at tænke selv, i den evige jagt på bekræftelse og anerkendelse, drevet af frygt for ikke at opnå flokkens accept. Faren herved er, at vi lader angst være styrende for ikke bare vores handlinger, men vores tankegang. Hvorved det hele menneske, som jo i den grad også består af holdninger, værdier og en langt bredere følelsespalette, degenereres og reduceres til ren overlevelsesinstinkt, nu ophøjet til den korrekte adfærd. Ofte den eneste korrekte adfærd.

Må man gå imod flokken, hvis man ikke kan forene sig med flokkens adfærd? Ja, det må man godt. Bliver det accepteret og respekteret, på lige fod med at indgå i flokken, på flokkens præmisser. Nej, det gør det ikke. Burde det?

Jeg er ikke uddannet psykolog, og kommer derfor ikke til at gå ind i dybere analyse af den menneskelige psyke og bagvedliggende mekanismer, i forhold til ovennævnte adfærd. Jeg er et menneske med selvindsigt, og med klare værdier og grundholdninger i forhold til den verden, jeg lever i, og det menneske, jeg ønsker at være, i den verden. Min bog er et subjektivt kritisk syn på det, jeg betragter som en af menneskehedens største udfordringer, nemlig den menneskelige deroute, i forhold til en entydig og ensporet holdning til den korrekte sociale adfærd, skabt af os selv. Med håb, og tro på, at menneskeheden, som Fugl Fønix og Herlufsholm, på sigt kan genfødes i en sundere, mere helstøbt udgave, i erkendelsen af, at vi allerede er brændt ud. Altså, når alt kommer til alt, med ja-hatten på.

Bogen udkommer på eget forlag, WGPress 2023.