Selvfølgelig kan man melde afbud til en konfirmation for i stedet at tage til superligakamp med favorit-fodboldklubben. Ligesom man sagtens kan sige nej tak til teambuilding på arbejdspladsen eller legegrupper med 0C, fordi man bare ikke orker mere tvungen samvær.  Man siger jo bare fra. Stikker en hvid løgn. Eller siger sandheden og vælger at være ligeglad med at skuffe modparten.  Men hvad gør man, hvis man er virkelig dårlig til at lyve og hader at skuffe andre mennesker? Kan man være asocial… på den gode måde?  ‘Evnen til at være asocial’ er hverdagsforankret samfundssatire, hvor vi følger den fraskilte dansk-chilenske mor, Ana, og hendes pligtskyldige deltagelse i utallige sociale arrangementer styret af normer og frygten for konsekvenserne ved at sige fra. Anas manglende evne til at lyve, eller bare være ligeglad, ender med at koste hende en høj pris. Alt imens faren Arons indianergener og søsteren Paulas magiske kræfter minder Ana om den jordforbindelse, hun muligvis har mistet.

Forfatter: Miriam Wanner
Forlag: WGPress
Udgave: 1
ISBN: 9788794338011
Sprog: Dansk
Originalsprog: Dansk
Sider: 244
Udgivelsesdato: 14-03-2024
Format: Paperback
EAN nr.: 9788794338011
Varegruppe: Skønlitteratur
Højde/Dybde (mm): 18
Bredde (mm): 140
Længde (mm): 220
Vægt 0.5 kg
Størrelse 1.8 × 14 × 22 cm

5 anmeldelser af Evnen til at være asocial

  1. Marianne Eikers

    “En samfundssatirisk skønlitterær bog, der sparker lidt til de forventninger vi opstiller til os selv og hinanden. En lækker fortællerstil med et glimt i øjet.”
    Marianne Eikers

  2. @Bogsyn

    “Bogen giver et malende billede af, hvor man kunne begynde, hvis man er røget ind på en hylde, hvor man egentlig ikke gider være. Den kommer rigtig fint ud af de diskussioner, man har med sig selv om, hvor ærlig man skal være – mens den samtidig fortæller om nedbrydelse af helbredet, hvis man byder sig selv for meget, og om evnen og modet til i sidste ende at sige pænt NEJ TAK.”
    Bogsyn

  3. Eva Lundby

    “Bogen er en rørende og tankevækkende fortælling. Det er befriende, at bogen løfter sløret for, at ikke alle har samme behov for sociale stimuli. En kærlig, humoristisk og skarp pen.”
    Eva Lundby

  4. Bogvægten.dk

    Ana er nyligt fraskilt og skal have tingene til at hænge sammen som enlig mor til to piger. Og så har hun et handicap: hun er ude af stand til small talk, og hun får stress af sociale arrangementer. Det er ret problematisk, ikke mindst fordi der følger møder i stor stil både med familien, med jobbet og med den yngste i vuggestuen og sandelig også med den ældste i skolen. Her tager det næsten overhånd. Der er ture for børnene – med forældrene. Der er møder i klassens mødregruppe, og der er andre møder, hvis hensigt det er at fremme det sociale miljø i klassen.

    Det første møde afvikles af entusiastiske mødre og klasselæreren og udvikler sig til en diskussion om, hvorvidt det er ok, at børnene har pålægschokolade i madpakken. Og den første legeaftale afslører, at monstre også kommer i små udgaver.

    Da familie og passion falder sammen, beslutter Ana og hendes bror at forsøge sig med at lyve. Det går ikke godt, og Ana ender med seriøst stress og må tage et opgør med de sociale arrangementer.

    Fortællestilen er underholdende, og de forældre der eksempelvis har været på Aula vil kunne genkende Anas snigende desperation, ligesom man kan finde både komik og ironi i forsøgene på at reducere antallet af møder – og i karikaturen af de engagerede forældre. En møde-fobi er et sjovt og anderledes træk hos en karakter, men det er spørgsmålet, om det alene kan bære en hel roman.
    Bogvægten.dk

  5. Bogrummet.dk

    Ana lærer hjemmefra at man ikke siger nej til invitationer, for så skuffer man andre mennesker. Og man siger slet ikke nej hvis det er i familien. Men hun har svært ved at agere i al den sociale kontekst, for hun er ikke god til at snakke om vind og vejr og til tider keder hun sig bravt, sammen med andre mennesker. Men man dukker op, selv med snotnæse og hovedpine. For man kan ikke være andet bekendt. Da Ana ligner sin far så falder det hende svært at finde sig i. Hendes far brød sig heller ikke om pligtbesøg og fester. Men Ana har også forståelse for at det er pinligt for hendes mor hvis man vælger et arrangement fra. Problemet er at Ana tager det med sig, så i hendes børns skole og på hendes job har hun svært ved at nå det hele, for der er altid lige noget man er inviteret med til.

    En dag knækker Ana og hendes to søskende tager hånd om hende. Hun kommer til psykolog og får hjælp med den stress hun er gået ned med. Hun er sygemeldt fra sit job og hun må lære at skal hun kunne passe på sig selv, så må hun sige fra til ting. Og så må hun lære at det er okay at skuffe andre indimellem. Det kommer derfor meget bag på hende da de fleste virker ligeglade med om hun siger fra til forskellige møder, invitationer med mere.

    Bogen beskrives som samfundssatire og jeg kan som læser godt se det let genkendelige i at vi er overbebyrdede og at stress er blevet en folkesygdom. At vores forventninger til os selv er skyhøje og at vi hele tiden skal kunne overkomme alt og alle uden pauser. Men satirisk har jeg svært ved at få øje på. Det er mere en roman der blot afspejler hvordan livet er for mange med hjem, karriere, familie og børn. Den har også et spirituelt islæt grundet at Ana er halvt dansk og halvt chilensk, men det er ikke så vigtigt for historien andet end for at forklare hendes tilknytning til hendes far.

    En udmærket roman, som måske kan give nogen lidt at tænke over, så de lære at det er okay at gå glip af ting og at det er okay at sige fra.
    Bogrummet.dk

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *